Peter

Forside

Om os | Simone | Emilie | Ann | Peter | Kæledyr | Familietræet | Seline | Links | Kontakt os
Gl. historier

Her kan du se hvordan jeg gennem tiden har fortalt om mit liv.

28. marts 2007:

Min verden.

Halløj! Nu har jeg endelig taget mig sammen til at skrive lidt nyt om mig selv, hvilket vist også er på tide, da jeg sidst skrev mens vi ventede Emilie i 2003!

Først på sommeren 2006 begyndte jeg at løbetræne for at komme i form til DHL-stafetten i Fælledparken. Desværre fik jeg på min 3. træningstur en fibersprængning (til dato den eneste jeg nogensinde har haft) og så var den løbetræning ovre. Øv!
I efteråret genoptog jeg løbetræningen, men efter nogle få gange begyndte jeg at få ondt i mit venstre knæ, og så måtte jeg igen stoppe med løberiet. Mere øv!
Siden vi fik Simone i år 2000 har jeg fået mindre og mindre motion, og nu var jeg ligesom nået til et punkt, hvor jeg virkelig savnede at røre mig - men mit knæ forhindrede mig i at komme igang. Så det fik mig til at gå til læge for at se om der ikke kunne gøres noget ved sagen. Det endte med at jeg via min Sundhedsforsikring den 31. januar 2007 fik en kikkertoperation på Parkens Privathospital. De fandt en mindre bruskskade som de "barberede" lidt (ja, de brugte det de kalder en "shaver"). Nu er der så gået 8 uger og jeg er begyndt at cykle, men der skal ikke særlig meget til førend det gør ondt i knæet. Det synes jeg virker lidt underligt i lyset af at jeg fik at vide, at jeg efter 6 uger så småt kunne begynde at løbe igen. Så i næste uge skal jeg ind og tale med dem om fremgangen (eller manglen på samme).
Jeg håber virkelig at operationen har fjernet det der gav anledning til mine knæsmerter, så jeg kan komme til at røre mig noget mere. Jeg vil gerne både cykle og løbe igen, og så håber jeg også at få gang i golfspillet igen - det har ligget i dvale stort set siden Simone kom til verden.

På job-fronten er der også sket noget. I slutningen af september 2006 fik jeg en mistanke om, at jeg måske var ved at få stress. At mine tanker overhovedet gik i den retning skyldtes formentlig, at en kollega i projektet i august pludselig fra den ene dag til den anden blev sygemeldt i 2 uger. Som tiden gik blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg havde stress. Et af symptomerne på stress er problemer med hukommelsen, og jeg oplevede pludselig at jeg ikke kunne huske noget fra den ene dag til den næste, og hvis jeg kunne huske noget, så blandede jeg det sammen med andre ting. Ikke spor rart skal jeg hilse at sige!.
Så jeg fortalte mit arbejde hvordan det var fat lige inden efterårsferien. På trods at diverse tiltag på arbejdet (færre opgaver, mindre ansvar, kortere arbejdstid) voksede mængden af symptomer desværre: hovedpine, irritation, koncentrationsbesvær, utålmodighed, åndedrætsbesvær og trykken for brystet. Heldigvis undgik jeg at få søvnproblemer - selvom jeg oplevede at vågne før vækkeuret ringede, hvilket i sig selv er temmelig radikalt i mit tilfælde - og det har formentlig reddet mig fra at gå helt ned med flaget, da man restituerer sig når man sover.

Enden på det hele er blevet at jeg har søgt væk fra PFA og har fået nyt job i Forca, der ligger i Hellerup. Så turen til arbejde er blevet en lille bitte smule kortere. Nu må vi så se om jeg kan overtale mig selv til at tage toget til arbejde istedet for bilen, da parkeringsmulighederne er knap så gode ved Forca som ved PFA - i hvert tilfælde hvis man som jeg møder efter klokken 8.

09/2003:

Min galakse.

Hej!

Der kan sandelig ske meget på kort tid.

Den 10. august 2000 blev jeg far, da Simone kom til verden. Nu forstår jeg udtrykket: "Hun kan vride sin far om sin lillefinger."

Fra den 17. november 2000 til den 9. februar 2001 gik jeg hjemme på forældreorlov (den del af 'barslen', faderen kan få). Det var en dejlig oplevelse at være så meget sammen med Simone - noget helt andet end at komme hjem fra arbejdet og lægge hende i seng!

Den 1. april 2001 startede jeg på nyt job i Industriens Pensionsforsikring A/S - efter 13½ år i Codan ! Jeg trængte til luftforandring og at prøve kræfter med nogle nye opgaver. Og indtil nu er mine forventninger til fulde blevet indfriet.

Endelig oprandt den 21. april 2001, hvor Ann blev min hustru og jeg Anns husbond. Vi blev gift i Nibe kirke, og festen blev holdt på Hotel Phønix i Nibe. Sikken en fest!

Vi havde den dejligste dag sammen med familie og venner, hvoraf mange var kommet fra Sjælland og sågar et enkelt par fra England.

Vores ufødte datter Seline, der var sat til at blive født den 26. maj 2002 (terminen) er død i 30. graviditetsuge. Det er et hårdt slag for både Ann og jeg.
Det var væsentlig hårdere at starte på arbejde igen, end jeg havde forventet. Selv om jeg mødte helt frisk, var jeg helt færdig allerede efter 2-3 timer. Og det var vel at mærke uanset hvor meget (eller lidt) jeg præsterede.
Så jeg kom og gik som det nu passede mig - der var jo ingen der havde nogen glæde af, at jeg sled mig selv ned.

Den 1. december 2002 startede jeg på nyt job i PFA. Jeg skal være med til at lave nyt forsikringssystem, der skal afløse PFAs eksisterende gamle system. Det er bare en chance jeg MÅ tage. Projekter af den størrelse hænger jo ikke ligefrem på træerne i så lille et land som Danmark.

I februar 2003 konstaterede vi til vores store glæde, at det var lykkedes os at blive gravide igen (ja, det er kun Ann der er gravid). Terminen er sat til den 14. oktober, men nu er det besluttet at Emilie skal fødes ved kejsersnit den 8. oktober. Det har været nogle lange 9 måneder fyldt med frygt og bange anelser - men heldigvis også med glæde. Simone kan vist godt trænge til at få en lillesøster, så hele verden ikke skal dreje sig om hende.